Vi er 4 piger og 1 dreng, 2 vegetarer, 1 brunette, 1 16-årig, 1 hot fyr og i alt 5 fantastiske mennesker og 1 selfiestang. Vi er fra Nyborg Gymnasium, og vi har været på studietur i Berlin. Vi fik nogle opgaver, som vi skulle løse, mens vi var i storbyen. Og derudover har vi haft rigelig sjov med alt muligt andet, så gør jeg klar til at se:

Berlin fra en selfiestang

Story of Berlin og fotoamok

Den første dag var vi på museet STORY OF BERLIN. Allerede fra dag 1 tog vi usandsynligt mange billeder af alt. Nedenfor selfies fra museet, der er et nyt museum, der visuelt fremstiller den velkendte historie på nye og spændende måder. Vær ikke i tvivl om, at vi elsker museet. Man kan bare ikke se vores begejstring på grund af vores hårde ydre.

Hottie!

Vi mødte vores hottie her inde på Sammlung Boros, som er en tysk kunstudstilling placeret inde i en bunker. Selvom vi alle var trætte og udmattede, formåede han at holde humøret højt og charmere sig ind på alle pigerne med hans humor og søde smil.

Whaaat! Hvem af os vender rigtigt? Det er umuligt at se, jo.

Når man er i Berlin, kommer man også tættere på hinanden.
Meget tættere. 

DDR og Muren

DDR havde en stor indflydelse på Østtyskland og specielt Berlin. Natten til den 13. August 1961 måtte krydse grænsen. Folk troede at muren kun ville vare et par dage og så ville alt være som det plejede, men til folks overraskelse blev den stående indtil 1989.

I Østberlin og Tyskland havde man et Staatssicherheit eller STASI. De overvågede folk der kunne være en trussel mod Øst. De bestemte også hvem der kunne komme på universitetet, hvem der ikke kunne, hvad folk skulle arbejde med osv.

Muren gik uden om Vestberlin og holdt dem indespærret. Alligevel var det Østberlinerne der følte at de blev holdt fanget af regeringen, da de ikke havde mulighed for at flytte over til Vesten. Hvis man alligevel prøvede var der stor mulighed for at man enten blev skudt eller sat i fængsel, som det vi besøgte og beskriver længere nede.

En af vores opgaver er at beskrive Berlin med overskrifter. De er relevante i forhold til Berlin og indholdet i vores blog. Vores første overskrift med tilhørende selfie er:

Aufgeteilt

Linjen af brosten markerer dér, hvor muren tidligere adskilte Østberlin fra Vestberlin.

Marc fik usandsynlig mange nye venner i Berlin.

 

Vores andet valg af overskrift er:

Wurst

In Berlin gibt es unglaublich viele Wurst-Verkäufers. Auf Alexanderplatz haben wir zum 11 Wurst-Verkäufers gezählt, drehen Würsten auf ihrer anbringt Grill

Selfie med en af de mange Wurst-sælgere, som var til at finde rundt omkring i Berlin, samt matchende paraply og bratwurst.

STASI-fængslet

Om onsdagen tog vi sporvognen til Østberlin. Det var meget nemt at se forskellen på øst og vest. I vest har man flotte bygninger som er smukt dekoreret hvorimod i øst  stod der kun betonklodser som var malet i en deprimerende neutral og flad farve.  

På STASI-fængslet startede vi med en film, på tysk selvfølgelig, som forklarede hvordan STASI-fængslet havde fungeret og hvilke metoder det østtyske politi havde brugt mod de utallige mennesker der havde siddet inde uden nogen grund.

Bagefter blev vi vist rundt af en guide der selv havde boet hele sit liv i Østtyskland. Han forklarede at han engang havde forsøgt at flygte sammen med et par venner, men var bange for at de var blevet opdaget og besluttede derfor at vende om.

Vi startede vores rundtur nede i kælderen. Det var her de havde sat fanger ind fra begyndelsen til omkring 1960. Hver celle havde en træseng som fangerne måtte benytte fra 8 aften til 6 morgen. Ellers måtte de stå op på et areal ikke større end 3x2 meter. Hvis de sad ned blev de straffet. Den eneste mulighed for frisk luft var et lille rør som gik op til næste celle, som også havde et rør der gik udenfor. Så hvis man var nederst fik man aldrig frisk luft. I en enkelt celle kunne der være op til 8 personer.  

Cellen var placeret midt i en bygning, så fangerne havde ingen ide om hvilken årstid, år eller måned det var. Det eneste de vidste var det det var morgen når de blev vækket og aften når de igen fik lov til at ligge ned.

Mad blev leveret gennem en lille låge i døren.

Vi blev derefter lukket ud af den klamme kælder og kom ind i de nyere bygninger som blev brugt indtil murens fald. Her startede vi i et rum hvor folk blev kørt til. Der holdte en lille ladbil som STASI brugte til at køre fangerne rundt med. På siden kunne der stå “Gert’s Gemüsen” eller “Essen mehr Fisch”, da folk på gaden ikke skulle vide at det var en STASI-vogn i stedet. Rummet var badet i lys da det gav et større indtryk på de folk der kom igennem og fik dem til at føle sig små og ubetydelige.

Vi blev vist ned i kælderen hvor de havde to gummiceller. Det var her fangere blev ført til hvis de gjorde skade på sig selv eller var ustyrlige. Det var et rundt rum med gummipuder på væggene og et hårdt betongulv. Det var helt mørkt og det blev kun lyst op at en enkelt pære i loftet.

Værelserne fangerne opholdt sig på var lidt mere humane end nede kælderen. Der var en rigtig seng, en vask, en stol og et bord. Det var forbudt at snakke, synge eller fløjte, så fangerne gik i total stilhed. Skulle man komme til at fløjte blev der banket højt på døren men betjenten råbte “Ruhe”. Om natten skulle man sove på ryggen, med hænderne over dynen. For at tjekke om man lå rigtigt blev der hvert 3 minut ca. tændt et lys i loftet så vagten kunne se om man lå på den rigtige måde. Skulle man have vendt sig i søvne blev der 

igen banket på døren mens vagten råbte at man skulle ligge ordentligt.

I en anden gang havde betjentene afhøringslokaler. Der var omkring 200 styks, men 20 havde været rigeligt. Det var kun for at vise hvor stor og vigtig STASI var. Rummet var indrettet med et skrivebord og et bor for enden. Fangen fik lov til at sidde på en lille taburet, for at føle sig lille og ubetydelig.

Til sidst blev vi ført ud i en gård. Til alle sider var der 2½ meter høje vægge og dengang ville der stå vagter rundt med maskingeværer. Gården var cirka 2 gange 5 meter men dengang havde den kun været halvt så stor.

Det var væmmeligt at forestille sig at alt hvad vi havde fået fortalt rent faktisk havde taget sted. Og som vores guide sagde “Det er let at høre om hvordan det var, men man kan aldrig nogensinde selv forestillesig hvordan det har været at være fange her”

PriMarc 

Primark er gud. Ida og Zenia hjælper Marc med at købe tøj, og som I kan se er vores gode stil og modesans ufejlbarlig.

Vores tredje valg af overskrift er:

Grauer Vorzeit in grauer Neubau

"Fjern fortid i gråt nybyggeri", betyder det. Det dækker over de utallige nye museer fyldt med Berlins historie. Af sådanne nye grå bygninger var vi selv i Story of Berlin og Jüdisches Museum.

Jüdisches Museum

Det gjorde stort indtryk at stå blandt de hundredevis af uhyggelige ansigter, der er en del af udstillingen i Jüdisches Museum.

Med skæve gulve, vægge og lofter er de arkitektoniske omgivelser for Jüdisches Museum en oplevelse i sig selv.

Året er 1933. Professor Magnus Hirschfeld er i gang med sin omfattende forskning i mennesker og seksualitet på Institut für Sexualwissenschaft. Men netop dette år bliver skæbnesvangert. På grund af intolerance over for minoriteter sætter nogen ild til instituttet, og mange års forskningsresultater står i flammer. Denne dildobox med dildoer udformet hovedsagligt i ben blev gud ske tak og lov redet fra flammerne og står nu udstillet på Jüdisches Museum.

#funfact - Denne verdensberømte forsker har fødselsdag samme dag som Zenia. Coincidence? We don’t think so.

#ridiculouslyfunfact - Den verdensberømte forsker døde på sin fødselsdag. (Temmelig træls) Det vil altså sige, at han døde på Zenias fødselsdag. COINCIDENCE? We definitely don’t think so.

Taget på en rulletrappe i en enorm butik på Alexanderplatz. Vi elsker manden i baggrunden

Die Stenographie dieses Stücks ist sehr ungewöhnlich. Der Fond ist eine große Mauer, die besteht aus weißen Ziegel aus Polystyrol. Auf die Mauer seht man Computeranimationen, die zeigen beispielsweise der Handlung, aber als Computerspielgrafik.  Obwohl es scheint, sonderbar zu sein, passt die Animationen überraschend gut hinein, weil die Animationen dunkel und ohne viele Farben sind - nicht wie ein Super Mario Bro. Spiel. Die Mauer ist ein gut Fond, weil es ist auch ein Teil der Handlung. Es ist sehr eindrucksvoll, wenn der Fond der ganze Stück und eigentlich auch der Fond die Gesichte - die Mauer - fällt am Ende der Stück.

Die Schauspieler tragen simpel und fast gleich Ganzkörperuniformen. Sie haben keinen Kostüme, weil sie spielen mehrere Rollen. Da sind nur 9 Schauspieler, und sie stehen alle immer auf der Bühne. Die Schauspieler in „Friedrichstrasse 20.53“ sind sehr glaubhaft und machen die Schlichtheit in die Stenographie möglich, weil sie sind ganz einfach fantastisch. 

Som vi alle erfarede i løbet af turen, kan det være hårdt at gå rundt i en storby. Specielt hvis man også skal holde styr på 17 unger, der render rundt og larmer. Så er det jo altid godt at der er tid til en lille snack på vejen.

Rundt om i Berlin ligger nogle små kunstværker gemt i fortovet. De kaldes ”Snublesten” og er lavet af den tyske kunstner Gunter Demnig. Disse snublesten er små sten af messing, der fungere som mindesmærker for alle de jøder der blev deporteret til en koncentrationslejr. De er lagt ude foran deres huse, og det eneste der står skrevet på dem er den afhentedes navn, byen de boede i, året de var født, den dag de var deporteret og hvor de var deporteret til.

Interviews på Alexanderplatz

Vi har en time til at få lavet op til flere interviews med vidt fremmede folk fra Berlin, og vi står og kigger fortvivlet rundt på turister og bratwurstsælgere på Alexanderplatz for at finde en ægte berliner. Pludselig, midt i al fortvivlelsen og modløsheden, spotter vi håbet forude. Zenia går pænt hen og spørger en venligt udseende herre: ”Entschuldigung? Wir sind Schülern aus Dänemark, und…”, men han afbryder.  ”Så lad os da tale dansk, for helvede!” siger den venlige mand, der i virkeligheden bare var en dansker, der havde forklædt sig som berliner.

Zwei Berliner

Wir haben mit einem Ehepaar aus Berlin geredet. Zwei echte Berliner, die schon seit 65 Jahren in dem Östlichen Teil von Berlin gewohnt haben. Sie finden Berlin fantastisch, weil dort immer etwas passiert. Aber die Mauer hatte für sie eine große Bedeutung. „Wir haben Berlin kennengelernt, als die Mauer noch nicht da war. Dann war plötzlich die Mauer da und es hat eine Weile gedauert, bis wir verstanden haben dass die so lange steht. Wir haben ja gedacht die Grenzen sind nur ein-zwei Tage zu. Da waren wir eingesperrt.“ Erzählt er. Für die beiden war es eine schwere Zeit. Es war eine unglaubliche Freiheit, als die Mauer gefallen ist. Sie erzählen, wie es mehrere Jahre gedauert hat bis sie sich daran gewöhnt hatten, das sie plötzlich keinen Ausweis mehr zeigen Brauchten. Deswegen nahmen sie natürlich an dem 25. Jubiläum des Mauerfalls teil. Als wir mit ihnen geredet haben, waren sie gerade auf dem zum Brandenburger Tor, um den besten Platz zu finden, einen Platz von wo sie die Ballone gut aufsteigen sehen konnten.

 Vi fandt en legeplads.

In Berlin gibt es eine grosse Unterschiede auf das Gebäudungen. Im Osten gibt es viele alte und graue Gebäudungen und im Vesten haben sie neue und schöne Gebäudungen.

 Det sidste selfie er taget i Reichstag.

Sammlung Boros

Als wir in Berlin waren, besuchten wir “Sammlung Boros”, eine deutsche Kunstausstellung. Es war ein sehr interessantes und spezielles Erlebnis. Die Kunstausstellung befindet sich in einem Bunker. Dieser Bunker ist einer der einzigen gut erhaltenen oberirdischen Bunkern aus dem zweiten Weltkrieg. Während dem Kalten Krieg wurde er für die Aufbewahrung von Bananen in der DDR benutzt. Diese Bananen kamen durch ein Fenster hinein. Nachdem die Nachbarn es bemerkten, wurde er “Bananenbunker” genannt.

In der Kunstausstellung war ein kleiner Baum, der in einem grossen Raum platziert war. Der Baum hing von der Decke, und drehte sich langsam. Er hing da schon seit einigen Jahren. Als man in den Raum gekommen ist, hat man sofort die lauten Geräusche bemerkt, von dem Baum der in seinem ewigen Kreis den Boden gekratzt hat. Es war sehr speziell, aber auch sehr beeindruckend und rustikal. Der Gedanke daran, das der Baum sich seit Jahren jeden Tag sich in diesem Kreis gedreht hat war ein bisschen überwältigend. Es war sehr spannend, und bestimmt einen Besuch wert.

Vi har haft det sjovt og skønt i Berlin, og vi vender med garanti tilbage.